MIN STØRSTE SORG…

Et år inden jeg blev gravid med Witus, var jeg gravid…

Mads og jeg havde besluttet at nu var det nu, jeg var næsten færdig uddannet – så tiden var helt perfekt! Vi blev bare lidt overrasket, for jeg blev gravid med det samme, vi havde regnet med der ville gå et halvt år før det skete, for det høre man jo der går når man har været på p-piller i mange år. Men ikke for os.
Vi vænnede os hurtigt til tanken, og var inde og se om det kunne være rigtigt at der virkelig var en baby, eller baby er det jo ikke helt med det samme. Og det var der, et lille hjerte slog, det var så stort!

Men selvom lykken var stor, så havde jeg hele tiden en fornemmelse af at noget ikke var som det skulle være. Vi kunne ikke holde på den store hemmelighed, og fortalte vores familie det – i min familie var det første baby så alle var helt oppe og køre!

Jeg kom i uge 10 og gik til lægen fordi jeg gerne vil have taget en blodprøve for at se mit hcg tal (det der indikere en graviditet) Og den var meget høj, og hun forsikrede mig ALT var som det skulle være. Men fornemmelsen var der stadig…

Dagen efter jeg fik taget blodprøve ved lægen, var jeg selvfølgelig på arbejde som altid, jeg arbejde i Brande og boede i Langå (1 times køretur) Pludselig fik jeg mavekrampe og begyndte at pletbløde – jeg ringede til lægen med det samme, hun sagde pletblødning var helt normalt under graviditet, men for en sikkerheds skyld sendte hun mig til en scanning på Herning sygehus. Jeg havde kørt men en kollega (en jeg kun kørte med så derfor kendte jeg ham som sådan ikke) jeg fik derfor en kollega fra mit kontor til at køre mig derind.

De scanner og jeg kan se deres ansigtsudtryk så meget alvorlige ud… Der er intet hjerteblink men et dødt foster eller hvad den nu bliver kaldt på det tidspunkt i graviditeten. Min verden brød sammen, der stod jeg alene.. uden min kæreste.
Jeg ringede til Mads, han var på arbejde, så han tog telefonen og sagde han ringede tilbage om lidt. Hvis han havde vist hvad jeg ville ha sagt ville han ikke ha lagt på, men han havde ikke i den vildeste fantasi forestille sig noget var galt. Jeg fik fat i min mor, og det eneste jeg kunne sige var “den er død” hun forstod selvfølgelig ikke hvad pokker jeg ævlede om før end jeg brød sammen i gråd. Mads ringede tilbage lige efter, og svarede med en glad forventede stemme, nok i håbet om at jeg ville sige alt var fint. Men det var det ikke…

Jeg fik nogle piller med hjem, så jeg kunne få det ud af min krop. Jeg havde jo ingen bil, så jeg måtte tilbage på arbejdet, rende frem og tilbage fra toilettet for at græde. De hårdeste timer i mit liv… Dagen efter tog jeg pillerne, nu ved jeg jo hvordan det føles at have veer, det der var helt som skulle jeg føde..

Ugen efter havde jeg afsluttende eksamen på min uddannelse, jeg følte min krop var tom af følelser og energi. Alt var bare ulykkeligt! Jeg var ligeglad med min eksamen. Jeg gik op og fik 10, jeg fik 10!! Det gav lidt lys i en ellers farve forladt hverdag.

Mads havde i al hemmelighed bestilt en ferie til Cypern, allerede en uge efter vi mistede (han bestilte lige inden det skete) jeg tror at den ferie har reddet mig fra ikke at gå helt ned i kulkælderen. Det var verdens bedste ferie, vi både grinte og græd og fik rystet al ulykke af os.

Du tænker måske jeg tager det tungt, for jeg var kun 10 uger henne, det var jo ikke et “rigtigt” barn endnu, men for mig var det en knust drøm, jeg følte mig helt alene i verden, som om jeg var den eneste der havde oplevet at miste. ….men det er jeg langt fra. Jeg har altid talt åbent om at vi mistede, for hvorfor tabulægge det? Viste du at op mod 30% af alle graviditeter ender i spontan abort? Det viste jeg ikke, og efter jeg begyndte at tale åbent om det fandt jeg ud af hvor mange jeg faktisk kender der har oplevet nøjagtig det samme, men føler det er et tabu at tale om. Det er forfærdelig hårdt, men helt normalt. Og hvis vi alle taler åbent om det, tror jeg det kan være med til at tage en del af smerten.

Mads og jeg aftalte at vente med at prøve igen, til vi var helt klar. Det blev præcis et år efter, og som første gang blev jeg gravid med det samme – også kom Witus, den største gave i mit liv. Og man kan sige, hvis jeg ikke havde oplevet den største sorg havde jeg ikke oplevet den største lykke med lige præcis Witus.


/Michelle

4 comments / Add your comment below

  1. Føler din sorg❤️
    Efter vi havde prøvet i 3 år at lave en baby med en masse hormoner og fertilitetsbehandling, lykkedes det endelig i januar 2017. Vi tog til en tidlig scanning og fik af vide at “fosteret” ikke var så stort som de forventede.. det endte med at jeg blev scannet hver uge frem til slut marts plus en masse blodprøver før jeg fik besked om at det ikke udviklede sig og jeg skulle tage abort piller..
    juni samme år fik jeg igen besked om at sidste æg i fryseren var blevet til en positiv graviditet 🙂 nakkefold gik selvfølgelig heller ikke som planlagt, så fik lavet en moderkagebiopsi og kunne først efter uge 14 få lov at glæde mig over at vi ventede et sund og rask barn ❤️

    Jeg er så enig i at man skal snakke mere åbent om emnet, men det er samtidig så ømt og følsomt et emne ❤️

    1. ej pyhh sikke en tur i har været igennem :'( jeg kan slet ikke forestille mig hvor hårdt det må være at skulle have hjælp, og ikke have visheden om at man kan få barn.
      men hvor er det bare dejligt for jer det lykkes til sidst <3

  2. TUSIND tak for at du har valgt at dele denne historie. Mig og min kæreste mistede selv for en uges tid siden, også i uge 10 og vores “forløb” ligner jeres på mange punkter. Det der med at fortælle det til hele familien, af ren lykke.. og følelsen af at det var drømmen der brast.

    Dit indlæg gav mig den største klump i maven og en tåre i øjenkrogen, men på den helt rigtige måde.

    ❤️❤️

    1. ej det er jeg ked af at høre, føler virkelig med dig, det er bare så hårdt 🙁
      men husk der er lys for enden, og som de siger er der jo en mening med at de ikke bliver til mere, det skal nok lykkes for jer <3 men sorgen skal i nok forberede jer på først bliver afløst når i står med en ny positiv test. OGSÅ kommer lykken med 180 i timen!

      ønsker jer alt held og lykke, og håber det snart lykkes for jer igen <3

Skriv et svar